Venteliste og andele til salg

ANDELE TIL SALG

Der er pt. ingen lejligheder til salg i AB Sønderhus. Det kan i øvrigt ikke garanteres, at lejligheder til salg, kommer op på denne side.


VENTELISTER

Der findes en intern og en ekstern venteliste til køb af lejligheder i AB Sønderhus.

OBS: Den eksterne venteliste er midlertidigt lukket. Det betyder, at nye personer ikke længere kan skrives op på listen. Dette skyldes, at der er mange personer på ventelisten, og at den ikke har været i anvendelse længe.
Personer, som er blevet skrevet op inden d. 23. okt. 2023 vil blive stående på den eksterne venteliste.
Den interne venteliste fungerer som hidtil. 

Læs om ventelisterne, deres anvendelse, samt vilkår for opskrivning herunder. Desuden henvises til foreningens Vedtægter og Husorden.

Det skal understreges at der er frit salg af lejligheder i AB Sønderhus, hvilket i praksis betyder at andelshaver må sælge til hvem end han/hun måtte ønske. Såfremt man står på venteliste er derfor ingen garanti for at man på noget tidspunkt vil blive tilbudt en lejlighed. Ventelisten er blot et tilbud til andelshaver som er på udkig efter en køber – et køberkartotek så at sige – som andelshaveren kan anvende såfremt han/hun har behov for det.

Eventuelle spørgsmål til ventelister eller anmodninger om opskrivning på ventelister henvendes til jakob.martini@ab-sonderhus.dk.

Intern venteliste

Enhver nuværende andelshaver kan anmode bestyrelsen om at få én ikke-andelshaver skrevet op (indstillet) på den interne venteliste. Hvis en andelshaver ønsker en anden lejlighed i foreningen (f.eks. en dobbeltlejlighed eller en lejlighed i en anden opgang) kan han/hun ligeledes blive skrevet på den interne venteliste.
Hvis du ønsker at blive skrevet op på den interne venteliste bedes du sende følgende oplysninger til jakob.martini@gmail.com.

  • Navn
  • Mail
  • Telefonnummer
  • Dit samtykke til at vi opbevarer (behandler) de ovenstående personoplysninger så længe du er opskrevet på ventelisten
  • Hvis du er nuværende andelshaver: eventuelle specifikke ønsker til lejlighed (f.eks. en dobbeltlejlighed eller en lejlighed i en anden opgang)

Vær opmærksom på at:
Når man som ikke-andelshaver er skrevet op på den interne eller eksterne venteliste har man selv ansvar for at kontakte bestyrelsen én gang hvert år inden 1. juni, og informere om at man fortsat ønsker at forblive på ventelisten. Gør man ikke dette, slettes man af ventelisten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *